Voldelige protester er brudt ud i gaderne i den amerikanske by Minneapolis onsdag aften lokal tid.

Demonstrationerne har stået på siden tirsdag, efter at en ubevæbnet sort mand døde i det lokale politis varetægt efter en anholdelse.

Ifølge nyhedsbureauet AP er der kampe i gaderne mellem politiet og demonstranterne. Flere journalister deler billeder på Twitter af ildebrande og fyrværkeri.

Derudover er mange af byens butikker blevet ødelagt og plyndret under protesterne, skriver AP.

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix KEREM YUCEL

Det lokale medie Star Tribune skriver, at en person er blevet skudt og dræbt i protesterne. Det er ikke bekræftet endnu fra officiel side. Politiet vil give en melding midnat, klokken 7 dansk tid.

Både tirsdag og onsdag er politiet tyet til tåregas for at holde demonstranterne væk.

Protesterne er kommet på baggrund af 46-årige George Floyd, der mistede livet på hospitalet, efter at en hvid politibetjent havde presset sit knæ mod mandens hals i flere minutter i forbindelse med en anholdelse. Manden sagde gentagne gange, at han ikke kunne få luft.

Onsdag opfordrede borgmesteren i Minneapolis, Jacob Frey, ifølge nyhedsbureauet Reuters til, at der skulle åbnes en straffesag mod den pågældende betjent.

Her ses George Floyd under anholdelsen, som endte med at koste ham livet. Betjenten på billedet er blevet fyret, men mange kræver ham anholdt og anklaget for drab. (Foto: Scanpix)
Her ses George Floyd under anholdelsen, som endte med at koste ham livet. Betjenten på billedet er blevet fyret, men mange kræver ham anholdt og anklaget for drab. (Foto: Scanpix) DARNELLA FRAZIER

Betjenten og tre andre involverede betjente blev tirsdag fyret.

USA's præsident, Donald Trump, sagde onsdag, at det amerikanske forbundspoliti (FBI) og justitsministeriet er i gang med en undersøgelse.

'På min anmodning er FBI (det amerikanske forbundspoliti, red.) og justitsministeriet allerede i fuld gang med en undersøgelse af George Floyds tragiske dødsfald i Minnesota,' skriver Trump på Twitter.

'Jeg har bedt om, at undersøgelsen bliver ekspederet hurtigt, og jeg værdsætter meget det arbejde, som lokalt politi udfører,' skriver han.

Her ses en af de tilskadekomne under de indtil videre to dage lange uroligheder. (Foto: Scanpix)
Her ses en af de tilskadekomne under de indtil videre to dage lange uroligheder. (Foto: Scanpix) ETIENNE LAURENT