Mand dræbt i hajangreb ved australsk turistområde
Mand i trediverne har mistet livet, efter at han blev angrebet af en haj ud for en ø nær byen Perth.

Mand i trediverne har mistet livet, efter at han blev angrebet af en haj ud for en ø nær byen Perth.

En 38-årig mand er blevet dræbt af en fire meter lang hvidhaj i det vestlige Australien.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 38-årige mand blev bidt af rovdyret natten til lørdag dansk tid ud for Rottnest Island nær byen Perth.
Rottnest Island er et naturreservat og et populært turistmål. Det er særligt kendt for sine strande og muligheden for at se pungdyret quokka.
Efter angrebet blev manden transporteret med båd til den større strand Geordie Bay, hvor redningsmandskab stod klar til at tage imod ham, skriver australske ABC.
Men der var det for sent.
- Desværre kunne manden ikke genoplives, oplyser politiet.
Myndighederne opfordrer offentligheden til at udvise en "ekstra forsigtighed" i vandet i og omkring området.
Ifølge AFP er der tale om det første dødelige hajangreb i den vestlige delstat Western Australia siden marts sidste år, hvor en surfer blev angrebet ud for en afsidesliggende strand.
Tal fra den australske database over hajangreb viser, at der har været omtrent 1300 hændelser med hajer rundt om i Australien siden 1791, hvoraf flere end 260 har resulteret i dødsfald.
I de seneste ti år har der gennemsnitligt været 27 hændelser med hajer hvert år, hvor personer er blevet kvæstet.
Før lørdagens dødsfald var det seneste tilfælde med fatal udgang, at en 12-årig dreng mistede livet efter at være blevet angrebet af en haj på en strand i Sydney i januar.
Angrebet var et af fire registrerede inden for to dage, hvilket fik myndighederne til at lukke flere af byens strande.
Australske forskere mener, at stigende havtemperaturer og overfyldte farvande påvirker hajernes vandringsmønstre, hvilket kan bidrage til en stigning i angreb, skriver AFP.
/ritzau/