En tur på et krydstogtskib udviklede sig pludselig dramatisk for en mand, der endte med at miste livet.
Nu har hans forlovede lagt sag an mod selskabet bag – og hun hævder, at manden blandt andet mistede livet, efter han fik serveret 33 alkoholiske drikkevarer.
Dermed mener hun, at selskabet Royal Caribbean er ansvarlig for den 35-årige Michael Virgils død.
Sagen er blevet omtalt i en lang række amerikanske medier – herunder CBS News og nyhedsbureauet AP.
Den dramatiske hændelse fandt sted ombord på krydstogtskibet 'Navigator of the Seas' i december sidste år, hvor Michael Virgil var afsted sammen med flere medlemmer af sin familie.
Blandt andre sin forlovede og deres søn.
Sammen var de steget på skibet i Los Angeles, før det satte kursen mod Mexico.
Ifølge sagsanlægget, som hans forlovede – Connie Aguilar – har anlagt som selskabet, skal besætningen om bord på skibet have serveret et meget stort antal alkoholiske drikke for Michael Virgil.
Og det »inden for få timer«, hævdes det.
Selvom Virgil – ifølge sagsanlægget – viste tegn på beruselse, skal det ikke have ført til, at de stoppede med at servere drikkevarerne, skriver CBS News.
Da den 35-årige mand efterfølgende forsøgte at finde tilbage til sin kahyt, skal han have faret vild og være blevet ophidset, lyder det.
Besætningen skal derefter have tacklet ham til jorden og – ifølge Connie Aguilar – have været oven på ham med deres fulde kropsvægt.
Dermed udsatte de ham ifølge sagsanlægget for langvarig fastholdelse i en liggende stilling, ligesom det hævdes, at besætningen komprimerede hans ryg og torso og hæmmede hans vejrtrækning.
Besætningsmedlemmerne skal angiveligt også have injiceret haloperidol, der er et receptpligtigt medicin, som bruges til at behandle psykotiske lidelser, på anmodning af skibets kaptajn, ligesom sagsanlægget hævder, at flere dåser peberspray blev taget i brug.
Det skal ifølge sagsanlægget have ført til åndedrætssvigt hos Michael Virgil, skriver AP.
Til sidst fik han hjertestop og afgik ved døden.
En retsmediciner har ifølge AP erklæret dødsfaldet et drab, da Virgil døde af en kombination af mekanisk kvælning – hvor noget blokerer vejrtrækningen – overvægt, et forstørret hjerte og alkoholforgiftning.
En talsmand for Royal Caribbean Group oplyser følgende i en skriftlig udtalelse til CBS News:
»Vi er kede af, at en af vores gæster er gået bort, har samarbejdet med myndighederne om deres efterforskning og vil afstå fra at kommentere yderligere på den verserende retssag.«
Mandens forlovede og familie har ifølge AP lagt sag an for et endnu ikke offentliggjort erstatningsbeløb og med håb om, at det fører til en straffesag mod krydstogtselskabet.

