En højreekstremist, som i 2019 skød og dræbte 51 mennesker ved to moskéer i Christchurch i New Zealand, har mandag påbegyndt en ankeproces for at få omstødt sin dom.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Australieren Brenton Tarrant blev i august 2020 idømt fængsel på livstid.
Tarrant, som er tidligere fitness-instruktør, havde forud for dommen erklæret sig skyldig i det dødelige masseskyderi.
Ifølge et referat fra retten hævder Brenton Tarrant mandag dog, at "torturerende og umenneskelige" forhold under varetægtsfængslingen af ham, da retssagen stod på, gjorde ham ude af stand til at træffe rationelle beslutninger, da han dengang erklærede sig skyldig.
Hvis appeldomstolen i Wellington, som er New Zealands hovedstad, fastholder hans dom, vil den afholde et selvstændigt retsmøde senere på året for at behandle en ankeanmodning gældende hans straf, skriver AFP.
Tarrants straf på livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse var den strengeste i New Zealands historie.
Australieren har indgivet sin anmodning om at anke dommen for sent i forhold til landets lovgivning på området. Det betyder, at han har brug for rettens tilladelse til at få den behandlet.
Bevæbnet med flere halvautomatiske våben angreb Tarrant folk i to moskeer i Christchurch den 15. marts 2019.
Før angrebene offentliggjorde han på nettet et manifest og livestreamede derefter drabene i 17 minutter.
Hans ofre var alle muslimer og omfattede børn, kvinder og ældre.
Efter Tarrants livestream oplyste det sociale medie Facebook, at det fjernede 1,5 millioner videoer, som i løbet af de første 24 timer spredte sig med den grufulde optagelse.
New Zealands daværende statsminister, Jacinda Ardern, skærpede efterfølgende våbenlovgivningen. Der blev samtidig lagt politisk pres på store sociale medier for at begrænse omfanget af ekstremisme på platformene.
I 2021 sagde Tony Ellis, som er Tarrants tidligere advokat, at hans klient havde ment, at "den nemmeste vej ud var at erklære sig skyldig", og argumenterede for, at tilståelsen var afgivet under pres.
Retten har ikke offentliggjort navnene på Tarrants nuværende advokater.
/ritzau/
