Hvis du er typen, der elsker at tage på såkaldte all inclusive-hoteller og tager godt for dig af de våde varer, så skal du overveje, om destinationen skal være den spanske ferieø Mallorca.

Den lokale regering har netop indført en række nye love, der gør det langt mindre sjovt at feriere på øen, hvis man altså har planer om at drikke sig fra sans og samling.

Ifølge Majorca Daily Bulletin har man fået nok af fulde turister – især briter og tyskere. Derfor har man indført et nyt sæt regler. Det betyder blandt andet, at all inclusive-hoteller maksimalt må servere seks gratis genstande om dagen. Tre til frokosten og tre til aftensmaden.

»Vi er nødt til at stoppe det (drukturisme, red.), og det har vi tænkt os at gøre med den nye lov. Mallorca og Ibiza har så meget mere at byde på end druk-turisme,« siger den baleariske turist-, erhvervs- og finansminister, Iago Negueruela.

De nye regler gælder for områderne Magaluf og Playa de Palma på Mallorca. Det vil også gælde for Sant Antoni på Ibiza.

Det er en række tiltag, som skal forsøge at bremse 'drukturismen' på ø-gruppen Balearerne, der består af Mallorca, Menorca, Formentera, Ibiza, Cabrera og Conillera. Det skal eksempelvis heller ikke længere være muligt for folk at købe alkohol efter klokken 21.30 hos de lokale supermarkeder og kiosker.

De lokale beværtninger må heller ikke længere afholde happy hour eller lave '2 for 1'-tilbud eller lignende.

Hvis man bliver taget i at bryde loven, risikerer man en heftig bøde.

Ifølge mediet vil den maksimale bøde lyde på 600.000 euro svarende til 4,5 millioner danske kroner.

Hvis man bryder loven mere end en gang, risikerer man, at myndighederne lukker ens beværtning, hotel, forretning mv.

I første omgang vil de nye love gælde for fem år. Herefter vil man tage dem op til revurdering.

Ministeren oplyser, at han er åben over for at indlemme andre kommuner under de nye regler.