Et maleri malet af den berømte surrealist Yves Tanguy er blevet fundet i en genbrugscontainer i lufthavnen i Düsseldorf i Tyskland.

Maleriet har en anslået værdi på lige over to millioner kroner.

Det skriver CNN.

Maleriet blev opdaget i bunden af containeren, der bliver brugt af lufthavnens rengøringsassistenter.

Det abstrakte landskab forsvandt den 27. november, da en ikke navngivet forretningsmand ved et uheld forlod maleriet ved en indtjekningsdisk i lufthavnen i det vestlige Tyskland.

Kunstværket, der er malet i jordlige nuancer, var pakket i en flad papkasse.

Det var først, da manden gik ombord på sit fly til Tel Aviv i Israel, at han indså, at han havde glemt sit maleri. Ved ankomsten til Tel Aviv kontaktede han lufthavnsmyndighederne for at finde frem til billedet.

Da det ikke lykkedes, fik han sin nevø i Belgien til at rejse til Düsseldorf, hvor han efterlyste maleriet hos det lokale politi.

Politiet kontaktede så rengøringsfirmaet, der vedligeholder lufthavnen, og de gik genbrugscontaineren igennem, og fandt altså fandt maleriet i bunden.

CNN skriver, at Tanguy blev født i Paris i 1900. Han bosatte sig senere i Connecticut, hvor han døde i 1955.