Personer født i år 2007 eller senere kan ikke længere købe tobak i Maldiverne.
Det oplyser landets sundhedsministerium i en pressemeddelelse om et såkaldt generationsforbud mod tobak.
Forbuddet træder i kraft i landet 1. november.
Ifølge ministeriet markerer forbuddet "en historisk milepæl i nationens bestræbelser på at beskytte folkesundheden og fremme en tobaksfri generation".
Med forbuddet må personer født i 2007 eller senere hverken købe eller bruge nogle former for tobaksprodukter.
Forbuddet gælder ligeledes for besøgende i landet, skriver nyhedsbureauet AFP.
I pressemeddelelsen fastslås det, at Maldiverne ud over generationsforbuddet opretholder et omfattende forbud mod import, salg, distribution, besiddelse og brug af elektroniske cigaretter.
Forbuddet gælder for alle personer uanset alder.
Maldiverne er ifølge sundhedsministeriet det første land i verden, der håndhæver et landsdækkende generationsforbud mod tobak.
Men flere lande har eksperimenteret med lignende projekter.
Blandt andet er et generationsforbud i stil med Maldivernes blevet foreslået i Storbritannien, men er stadig under behandling, skriver AFP.
Derudover blev New Zealand det første land til at vedtage en sådan lov, men den blev allerede ophævet i november 2023 - mindre end et år efter, den blev indført.
Også i Danmark har et generationsforbud for tobak været oppe at vende.
I 2022 arbejdede regeringen på et forslag om, at børn og unge født efter 2010 aldrig skal kunne købe cigaretter eller andre tobaksprodukter.
Flere borgerlige partier på Christiansborg samt De Radikale var dog afvisende over for ideen.
Senere kom det frem, at EU-regler desuden stod i vejen for at føre forslaget ud i livet.
/ritzau/
