For første gang, siden Malaysia blev uafhængigt af Storbritannien i 1957, har en konge af landet valgt at abdicere.

Den 49-årige malaysiske konge, Sultan Muhammad V, har søndag højst overraskende valgt at abdicere efter kun to år på tronen.

Det oplyser det malaysiske kongehus.

I en udtalelse fra kongehuset lyder det, at han abdicerer som landets 15. konge med omgående virkning. Det fremgår ikke, hvad årsagen er.

Det er første gang, en konge abdicerer i Malaysia, siden landet blev uafhængigt af Storbritannien i 1957.

Sultan Muhammad V blev taget i ed som en af Malaysias yngste monarker for godt to år siden – i december 2016.

Han vendte for nylig tilbage fra en orlov, som han havde taget af helbredsårsager. Der har lydt rygter om, at han – mens han havde orlov – i november giftede sig med en 25-årig russisk tidligere skønhedsdronning.

Billeder fra deres formodede bryllup, der angiveligt foregik i Moskva, er blevet bragt i russiske og britiske medier.

Hverken kongen, kongehuset eller regeringen har bekræftet brylluppet.

Den relativt unge konge er kendt for sin afslappede stil og er blandt andet vild med at køre i store firehjulstrækkere og dyrke ekstremsport.

Rollen som konge i Malaysia er primært ceremoniel. Det er dog samtidig en respekteret rolle, særligt blandt de muslimske malaysiere.

Det er blandt andet strengt forbudt at kritisere kongehuset.

Malaysia er et konstitutionelt monarki med en særlig og unik ordning.

Ordningen indebærer, at tronen skifter hænder hvert femte år blandt lederne af de ni malaysiske stater.

Systemet har været brugt, siden landet blev uafhængigt i 1957

Portrætter af landets konger og dronninger hænger i regeringsbygninger, og kongen er også den symbolske leder for Malaysias mange muslimer.

/ritzau/AFP