Donald Trumps angreb på Iran har åbnet en sjælden splittelse blandt hans mest loyale støtter.

En af de hårdeste kritikere er tidligere kongresmedlem Marjorie Taylor Greene, som ellers længe var blandt Trumps stærkeste allierede.

»Trump-administrationen spurgte faktisk i en meningsmåling, hvor mange tab vælgerne var villige til at acceptere i en krig mod Iran??? Hvad med NUL, din flok syge fucking løgnere. Vi stemte på ‘Amerika First’ og NUL krige,« raser hun på X.

I et andet opslag deler hun en video fra en bombet skole:

»Det er hjerteskærende og tragisk. Hvor mange flere uskyldige skal dø? Hvad med vores egne soldater? Det her er ikke det, vi troede, MAGA skulle være. Skam jer!«

Kritikken rammer direkte ind i Trumps centrale slogan ‘America First’, som netop har handlet om at undgå udenlandske krige.

Men ikke alle i MAGA-lejren er enige.

Aktivisten Laura Loomer hylder i stedet angrebet:

»Trump vil gå over i historien som en beskytter af menneskeheden. Jeg håber, det her er begyndelsen på hans opgør med islam i Vesten,« skriver hun på X.

Også konservative medier som Fox News og The Wall Street Journal har i stigende grad bakket op om en hårdere linje over for Iran.

Andre profiler advarer dog om, at beslutningen kan ændre MAGA-bevægelsen grundlæggende. Radiovært Tucker Carlson kalder operationen: »fuldstændig modbydelig og ond«

Han mener samtidig, at angrebet vil »vende op og ned på MAGA-bevægelsen på en dybtgående måde.«

43 procent af alle amerikanere er da også imod Donald Trumps angreb mod Iran, viser en ny måling af Reuters.

Her i B.T.s liveblog kan du følge situationen