De australske myndigheder har slået alarm. Flere hjemvendte turister er nemlig blevet smittet med en yderst farlig sygdom. 

Her er der tale om mæslinger, som nu bliver bragt hjem til Australien. 

Således er der meldt om flere tilfælde af smittede, og alle har de det tilfælles, at de netop har besøgt Sydøstasien, som mange turister hvert år besøger – også danskere. 

Det skriver det australske medie News.com

Særlig børn bliver smittet med sygdommen.
Særlig børn bliver smittet med sygdommen. Alejandro Ernesto/AP/Ritzau Scanpix

»Der har været en stigning i tilfælde af mæslinger fra hjemvendte rejsende de sidste par uger,« lyder det i meldingen fra sundhedsmyndighederne i Australien. 

Videre lyder det, at der er blevet reporteret om flere udbrud i Vietnam og Thailand. 

Mæslinger er særligt udbredt i såkaldte Ulande, hvor sygdommen ifølge WHO førte til 140.000 dødsfald i 2018, størstedelen var børn under fem år, skriver Sundhed.dk. 

Symptomer på sygdommen er forkølelse, øjenkatar, lysskyhed, feber og et udslæt, der først er småplettet og lyserødt, men senere flyder sammen og bliver mørkere. 

I Danmark er mange dog beskyttet mod sygdommen, da MFR-vaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet, som omkring 90 procent af befolkningen følger.