Flere lande må vaccinere mod mæslinger, siger Verdenssundhedsorganisationen efter stigning i antal smittede.

København. Antallet af mæslingetilfælde er steget markant i Europa i år. Mindst 37 mennesker har mistet livet på grund af den smitsomme sygdom, meddeler Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mandag.

Hele 41.000 tilfælde af mæslinger er registreret rundt om i Europa i årets første seks måneder. Det er en betydelig stigning i forhold til 2017, hvor WHO registrerede knap 24.000 tilfælde hele året.

Året inden var der lidt over 5.000 tilfælde i Europa.

Over halvdelen af de tilfælde, der er konstateret i Europa i år, er registreret i Ukraine. Her har omkring 23.000 mennesker været syge af mæslinger.

Seks andre lande har registreret over 1.000 tilfælde hver i år. Det er Frankrig, Italien, Grækenland, Georgien, Rusland og Serbien.

Serbien har oplevet 14 dødsfald på grund af sygdommen.

»Vi oplever en dramatisk stigning i smitte, og udbrud strækker sig over større områder,« siger Zsuzsanna Jakab, der er WHO's regionale direktør for Europa.

Derfor opfordrer organisationen til, at flere bliver vaccineret. Desuden skal myndighederne i Europas 53 lande være bedre til at overvåge sygdomsudbrud.

For at forhindre større udbrud skal mindst 95 procent af et lands befolkning være vaccineret, siger WHO.

I Danmark er sygdommen så godt som udryddet, efter at MFR-vaccinen blev indført for 31 år siden. Den dækker mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.

/ritzau/dpa