Et containerskab udlejet til Mærsk er tirsdag blevet ramt af et projektil i Den Persiske Golf.

Det bekræfter Mærsk i et skriftligt svar til ShippingWatch.

Der er tale om skibet "Qingdao Star".

En talsperson for Mærsk skriver til ShippingWatch, at skibet "Qingdao Star" tirsdag morgen lokal tid var involveret "i en hændelse i Den Persiske Golf".

Der er ikke yderligere oplysninger om projektilet, eller hvor det kom fra.

- Alle besætningsmedlemmer er i sikkerhed, og der er ikke rapporteret om personskader. Der er ikke rapporteret om brand, men skibet har pådraget sig skader på skroget over vandlinjen, skriver talspersonen videre.

Skibet kan sejle selv og er på vej til den næste anløbshavn, hvor det skal undersøges.

I midten af marts blev et andet containerskib udlejet til Mærsk også ramt af fragmenter fra et projektil nær Hormuzstrædet.

Her oplyste Mærsk også, at det chartrede fartøj "Source Blessing" havde været involveret i en hændelse i Den Persiske Golf.

Der opstod en mindre brand om bord, men ingen kom til skade.

/ritzau/