Madeleine McCanns søster, Amelie, har i retten fortalt, at hun »altid har vidst«, at en kvinde, der hævdede at være den forsvundne pige, ikke var hendes søster.
Amelie McCann modtog en række beskeder fra Julia Wandelt, hvori hun insisterede på, at hun var hendes forsvundne søster, der forsvandt sporløst fra et feriested i Portugal i 2007.
24-årige Julia Wandelt fra Lubin i det sydvestlige Polen, er anklaget for at have forfulgt forældrene til Madeleine, Kate og Gerry McCann, og forårsaget alvorlig uro og bekymring mellem juni 2022 og februar i år.
Amelie McCann vidnede via video ved Leicester Crown Court og sagde, at det var »uhyggeligt« og »bekymrende«, da Julia Wandelt sendte hende beskeder med detaljerede beskrivelser af 'minder' fra deres barndom.
Wandelt sendte også billeder af sig selv, som var »tydeligt ændret eller redigeret for at få dem til at ligne hende mere«, lød det i retten.
»Det er ret foruroligende, at hun kommer med disse påståede minder, selvom hun ikke er Madeleine,« sagde Amelie McCann i retten.
Wandelt tilbød at tage en dna-test for at bevise, at hun er Madeleine.
Men det afviste Amelie McCann.
»Jeg har altid vidst, at hun ikke var Madeleine, så jeg havde ikke brug for at få en.«
Der var en »tone af desperation« i beskederne, sagde Amelie og bemærkede, at hun havde blokeret Wandelt på en række sociale medier.
Da anklagemyndigheden mandag indledte sagen, fortalte anklager Michael Duck KC juryen, at der var »utvetydige videnskabelige beviser« for, at Wandelt ikke har nogen familieforbindelse til McCann-parret.
Sagen fortsætter i næste uge.