Tysk politi vil nu lede på over 20 steder efter den forsvundne Madeleine McCann.
Det var i 2007, at Madeleine McCann forsvandt, da hun var med sine forældre på ferie ved Praia da Luz i Portugal.
Siden 2020 har tyske Christian B. været hovedmistænkt i sagen, men han er endnu ikke blevet sigtet, ligesom han også nægter sig skyldig.
Tysk politi, der er til stede i Portugal, vil fokusere på mere end 20 jordlodder øst for Praia da Luz, hvor den treårige forsvandt i 2007. Sky News skriver, at myndighederne leder efter Madeleines lig eller en indikation på, at hun engang kan have været der.
Mediet er også til stede ved et af jordlodderne, hvor det kan ses, at politiet har opstillet blå telte for at skjule gravarbejdet.
Det er den første eftersøgning efter Madeleine McCann siden 2023, hvor der blev ledt omkring 50 kilometer fra Praia da Luz.
Politiet gennemsøger et område, der strækker sig til det sommerhus, hvor den mistænkte Christian B. boede – og som også er tæt på det sted, hvor Madeleine McCann forsvandt.
Sky News skriver videre, at politiet også vil gennemsøge brønde, ruiner og vandbeholdere i området.