Forældrene til den forsvundne pige Madeleine 'Maddie' McCann har savnet deres datter i over 13 år.
Alligevel er de ikke ubetinget tilfredse med tysk politi, selv om de tyske myndigheder ret skråsikkert har meldt ud, at de er sikre på at have fundet gerningsmanden til den lille piges forsvinden.
Ifølge det engelske medie Mirror, der citerer anonyme venner til forældrene, har Maddies forældre svært ved at forstå, hvorfor den formodede gerningsmand bag den dengang knap fireårige piges forsvinden endnu ikke er blevet grundigt afhørt om den alvorlige sigtelse.
Ifølge den tyske statsanklager Hans Christian Wolters er tysk politi ellers »meget sikker« på, at den 43-årige Christian Brueckner er ansvarlig for at have bortført og dræbt den lille pige i Portugal i 2007.
»Hvis du kendte de beviser, vi har, så ville du komme til samme konklusion, men jeg kan ikke give dig detaljer, for vi ønsker ikke, at den sigtede ved, hvad vi har på ham – af taktiske årsager,« lød det ifølge BBC forleden fra statsanklageren fra Braunschweig.
Men Maddies forældre finder det »mere end bizart«, at den sigtede tysker, der allerede er dømt for andre sexforbrydelser, endnu ikke er blevet afhørt om Maddie, når de tyske myndigheder nærmest praler med at være sikre på, at han er skyldig.
»De burde ikke antyde, at offentligheden ville nå til den samme konklusion om den mistænkte, hvis man kendte til de beviser, som de har. Det er mere end bizart og ikke særlig nyttigt for efterforskningen,« siger en af forældrenes venner til Mirror.
Tysk politi har i månedsvis haft den tyske sexforbryder under meget kraftig mistanke for Maddies forsvinden. Det skete blandt andet, efter at han havde talt over sig på en pub.

Den 43-årige tysker, der allerede har fået 17 domme for blandt andet voldtægt, overgreb på mindreårige, besiddelse af børneporno, røveri, indbrud og narkotikabesiddelse, boede nemlig på Algarvekysten i Portugal fra 1996 til 2007.
Året inden Madeleine McCanns forsvinden flyttede han fra et forfaldent husmandssted og boede efterfølgende i en hvid/gul Volkswagen T3 Westfalia, mens han opholdt sig nær Praia de Luz.
Og det var netop fra et hotelkompleks i Praia de Luz, at den lille Madeleine McCann forsvandt fra sin seng, mens hun sov 3. maj om aftenen i 2007.
Den lille pige sov på et værelse med sine yngre tvillingesøskende, mens hendes forældre spiste på en restaurant 50 meter derfra. Forældrene og deres vennepar skiftedes til at se til børnene hver halve time, men da Madeleine McCanns mor, Kate McCann, kom ind på værelset omkring klokken 22, var den lille pige væk:

»Der var helt stille, men jeg lagde mærke til, at døren til børnenes værelse stod ret åben. På det tidspunkt troede jeg bare, at Matt (parrets ven, der havde set til børnene en halv time forinden, red.) havde ladet den stå åben. Men pludselig var det, som om en dør blev ramt af gennemtræk og smækkede,« har en tårevædet Kate McCann tidligere fortalt i BBC-dokumentaren 'Crimewatch'. Her fremgik det, at hun kunne have været få minutter fra at møde bortføreren.
I tiden efter den lille piges forsvinden mistænkte det portugisiske politi blandt andet forældrene, Kate og Gerry McCann, for Madeleines forsvinden.
Forældrene nægtede dog hårdnakket og anklagede politiet for ikke at tage eftersøgningen seriøst. Det hele endte med, at den britiske efterretningstjeneste Scotland Yard flere gange efterforskede sagen – dog uden resultat. Blandt andet gennemtrawlede 37 Scotland Yard-detektiver alle dokumenter, hvilket løb op i en 120 millioner kroner dyr efterforskning.
Christian Brueckner sidder i øjeblikket i fængsel for en narkodom, og når den er afsonet, skal han i gang med at afsone en syvårig straf for voldtægt af en 72-årig kvinde i 2005 – netop i den portugisiske ferieby Praia da Luz, hvor Maddie forsvandt to år senere.

Foreløbig er der ikke rejst tiltale mod ham for bortførelse og drab af Maddie – angiveligt fordi de tyske myndigheder mangler de afgørende brikker til at løfte bevisbyrden i en retssal. Statsanklageren har tidligere sagt, at man ligger inde med fysiske beviser for pigens død.
»Vi har ikke liget eller dele af liget, men vi har stærke nok beviser til at fastslå, at vores mistænkte slog Madeleine McCann ihjel,« har anklageren tidligere sagt.