Det udviklede sig til en decideret farce, da meldingen kom om morgenen mandag 6. oktober.
Sébastien Lecornu – Frankrigs nyudnævnte premierminister – trådte tilbage sammen med den regering, han havde dannet knap 14 timer før og dermed blev den korteste i Frankrigs historie.
Her nåede den politiske krise nye højder i det stolte land, der på flere måder var til grin verden over. Og i midten af det hele står præsident Emmanuel Macron.
I alt holdt Sébastien Lecornu i første omgang i 26 dage som premierminister, og han blev den femte af slagsen på under to år i Frankrig.
»Regeringen ville alligevel falde ved første afstemning i parlamentet, hvilket er ydmygende,« lyder det fra Jørn Boisen, der er lektor i fransk på Københavns Universitet, om den opsigtsvækkende udvikling.
»Den parlamentariske krise, man har, er uhørt. Det er utrolig svært at være optimistisk på Frankrigs vegne både på kort og lang sigt.«
Men efterfølgende fortsatte kaosset i det politiske landskab, da Lecornu blev genindsat fire dage senere.
Et symptom på en politisk krise, der handler om det franske parlament.
Men det peger også i høj grad på præsident Emmanuel Macron, der var været med til at skabe krisen.
»Lecornu blev fra start kaldt for en Macron-loyalist. Det er nok det, der har provokeret en del i oppositionen,« forklarer Jørn Boisen.
Da Lecornu stillede sig frem med et ministerhold 5. oktober, var holdet stort set uændret. Nogle dage senere præsenterede han et nyt hold, der fortsat holder.
»Vi er midt i noget, der minder om den fjerde republiks værste dage i 1958, som var en kæmpe krise,« siger Jørn Boisen om tiden, der led til den fjerde republiks fald.
Essensen af kaosset i Frankrig omhandler landets økonomi, der styrtbløder. Det kræver derfor en aftale om en ny finanslov inden årets udgang og store besparelser, som partierne i parlamentet ikke kan blive enige om.
»Det er parlamentet og ikke Macron, der er problemet. Men han får skylden for det,« forklarer Jørn Boisen.
Splittelsen blandt de franske vælgere er til at føle på, og det betyder, at Macrons centrumformation har behov for yderfløjene for at stemme ting igennem i det parlament, der blev sammensat i 2024.
»Man skal gøre noget upopulært, og derfor vil ingen være med. Der er en sparefinanslov, det har partierne ikke den mindste lyst til at tage medansvar for,« forklarer Jørn Boisen.
Kirsten Biering er tidligere ambassadør på den danske ambassade i Paris.
Hun peger også på, at præsident Macron ikke har spillet sine kort på den smarteste måde.
»Man kan overveje, om det er klogt af præsidenten at bede folk fra sin egen politiske familie om at danne regeringen,« hvilket har været kritikpunkterne fra andre partier – at de ønskede mere medbestemmelse i regeringen.
»Lige nu er der en opposition, der er forbitret over, at Macron har valgt sine egne folk og ikke har ladet andre prøve. Især socialisterne.«
Den enorme udfordring i det franske parlament kan ikke dog ikke kun tilskrives manden, der har været præsident i Frankrig siden 2017.
»Mange peger fingre ad Macron og siger, at det er hans skyld, det hele. Men det er ikke ham, der bestemmer, hvordan vælgerne stemmer,« siger hun.
I Frankrig er der ikke – som i Danmark – skik for, at man indgår kompromiser på tværs af partier i parlamentet.
Men den voldsomme krise viser nu, at der er behov for en ændring.
»Folk må give sig lidt, og den disciplin skal franske politikere måske til at lære nu,« påpeger Kirsten Biering.
»Macron rider mod solnedgangen. Hans mandat er ovre om et års tid, men det er virkelig et besværligt sidste stykke af vejen, han skal tilbagelægge. Hans ry og historiske arv kan risikere at stå noget afpillet tilbage.«