Der blev ikke lagt fingre imellem, da den franske præsident, Emmanuel Macron, blev spurgt til udenlandske lederes kommentarer til de voldsomme optøjer i Frankrig.

Under et besøg i Doha, Qatar, hvor præsidenten skulle indgå energiaftaler for at udligne brændstofpriserne, blev han spurgt ind til de mange holdninger, der har været til det kaos, der hærger i de franske gader. 

Det skriver The Guardian.

»Manipulation af information har ført til kommentarer, der er lige så uacceptable, som de er dumme, fra mange mennesker, herunder udenlandske ledere,« sagde Emmanuel Macron.

Her blev han efterfølgende spurgt ind til, om det også gjaldt Donald Trumps kommentarer, som han havde skrevet på Truth Social:

»Frankrig brænder! Immigrationen af ​​mennesker fra en helt anden verden – mennesker med had i hjertet – har knust dette engang så store land. Luk jeres grænser, og tag kontrollen, før det er for sent!,« skrev den amerikanske præsident.

Donald Trump var en af dem, der tog til tasterne, og gav sin mening til kende om urolighederne i Frankrig. Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Hertil svarede Macron resolut:

»Blandt andre.«

Men stikpillerne stoppede ikke der.

Macron fortalte journalister i Doha, at nogle ledere »midt i valgkampagner, hvad enten det er her i regionen eller på den anden side af Atlanten« »naivt spredte fortællinger, som visse kredse tydeligvis forsøger at fremme«.

Herudover beskylder han udenlandske ledere for at bruge Frankrig til deres egne politiske kampagner.

I samme ombæring lovede Emmanuel Macron, at han vil gøre alt for, at der ikke skal ske en gentagelse af de uroligheder, man så i den seneste weekend. 

Her henviser han til, at 'Gilets Jaunes' (De gule veste) formelt indgav planer for en march gennem centrum af Paris lørdag, og at flere studentergrupper har opfordret til protester samme dag.

»De, der ønsker at skabe uro i bymidterne næste lørdag, vil blive forhindret i at gøre det,« sagde Macron.