Emmanuel Macron rakte ud og lagde sin hånd på Donald Trumps arm.
»Nej, faktisk … for at være helt ærlig,« indledte den franske præsident, da han brød ind.
For mandagens gæst i Det Hvide Hus ville godt lige korrigere den amerikanske præsidents udsagn midt i en større snak om, hvordan de lande, der har bidraget med mange milliarder til Ukraines krig mod Rusland, skal kompenseres.
Forinden havde Donald Trump selv afbrudt Emmanuel Macron med budskabet:
»Bare så I forstår det: Europa låner penge til Ukraine. De får deres penge igen,« lød det fra ham som et slags forsvar mod hans krav om at få del i de ukrainske mineraler i en omfattende plan, der er blevet sammenlignet med et »kvælertag«.
Og som et forsvar for kravet om at få hver en dollar tilbage, som USA har spyttet i det ukrainske krigsmaskineri – som ifølge ham er meget, meget mere end eksempelvis EU.
Det var her, at Emmanuel Macron brød ind.
»Vi har betalt 60 procent af den totale sum,« sagde franskmanden, hvilket fik Donald Trump til at udføre et pantomimespil, der skulle illustrere skepsis.
Den franske præsident fortsatte dog uanfægtet og satte flere ord på de i alt cirka 230 milliarder dollar (cirka 1.600 milliarder kroner) af indefrosne russiske midler i Europa, der mandag var blevet et af samtaleemnerne.
For tidligere under pressemødet havde han slået fast, at det altså ikke bare er penge, som EU kan tage som kompensation for bidragene til Ukraine.
»Det er ikke vores penge,« sagde Emmanuel Macron, fordi Donald Trump i virkeligheden antydede, at EU vil hapse de store summer:
»Hvis Rusland i løbet af fredsforhandlingerne er klar til at give dem til os: Super! Så vil det ende med at blive et lån (bidragene til Ukraine, red.), og Rusland vil have betalt for det.«

Og her brød Donald Trump igen ind:
»Hvis I tror på det, så er det o.k. med mig. Men de får deres penge tilbage, og det gør vi ikke. Men nu gør vi. Det er kun fair,« lød det fra den amerikanske præsident om planerne for de ukrainske mineraler.
Undervejs blev Emmanuel Macron så også spurgt, hvorvidt Frankrig støtter, at USA bliver kompenseret for støtten til Ukraine.
Dertil svarede den franske præsident, at det først og fremmest er Ukraine, der skal kompenseres på grund af de mange tab af menneskeliv – og fordi landet er blevet ødelagt.
»Herefter kan alle dem, der har betalt, blive kompenseret. Men ikke af Ukraine. Af Rusland, for det var dem, der angreb,« understregede Emmanuel Macron.

