Anklager om ildspåsættelse i Europa får nu Frankrigs premierminister til at kritisere Rusland.

»Den stigende forekomst af de her fjendtlige handlinger afspejler en farlig eskalering fra Ruslands side, som kun vil føre landet ind i en blindgyde,« skriver Emmanuel Macron tirsdag på sin X-profil.

Estlands myndigheder hævder, at Rusland har sat ild til en virksomhed, som leverer militære fartøjer til Ukraine.

Tyskland har for nylig fremsat samme anklager mod russerne.

Imens har myndigheder i både Danmark og udlandet advaret mod, at Rusland i de kommende måneder netop vil planlægge og udføre flere hybridangreb mod Nato-lande, som støtter Ukraine i den snart fem år lange krig mod Rusland.

»Det her er en del af Ruslands bredere kampagne i Europa, som skal intimidere os og svække støtten til Ukraine. Det kommer ikke til at virke,« skriver Estlands premierminister Kristen Michal tirsdag på X som reaktion på den formodede ildspåsættelse.

Også Macron slår fast, at de formodede sabotagehændelser ikke rokker ved støtten til Ukraine:

»Rusland skal vide, at det ikke kan knække hverken vores sammenhold eller vores beslutsomhed om fortsat at støtte Ukraine,« skriver den franske premierminister i sit opslag på X.

Danske efterretningstjenester opjusterede sidste uge deres vurdering af truslen fra Rusland, og PET har set konkrete eksempler på, at russere har forberedt sabotage i Danmark.

Eksperter har allerede påpeget, at russerne forsøger at afskrække europæiske lande fra at støtte Ukraine.

Europæiske ledere har siden understreget vigtigheden i, at Nato-landene ikke lader sig afskrække, men i stedet fastholder støtten til Ukraine.

»Vi vil ikke blive intimideret,« skriver premierminister Kristen Michal på X tirsdag.

»Vores svar vil være det modsatte: Stærkere sikkerhed derhjemme, mere støtte til Ukraine og større pres på Rusland.«

Ruslands regering har afvist at stå bag ildspåsættelsen mod det estiske firma Milrem Robotics.

»Sådanne udtalelser er grundløse og uovervejede. De afspejler slet ikke virkeligheden og indeholder ikke den mindste form for argumentation. Derfor kan og vil vi ikke tage sådanne udtalelser alvorligt,« lyder det fra regeringens talsperson Dmitry Peskov i et opslag på Telegram.