De seneste dage har russiske angreb på ukrainsk infrastruktur fortsat ufortrødent.
Det har fået Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til tasterne.
I et opslag på X skriver præsidenten søndag, at at Frankrig vil hjælpe med at genopbygge essentielle tjenester i Ukraine – samtidig med, at han retter en skarp advarsel mod Rusland.
»Mens aftalen i Gaza giver et håb om fred i Mellemøsten, må krigen i Ukraine også finde sin afslutning,« skriver Emmanuel Macron og fortsætter:
»Hvis Rusland fortsætter sin stædige krigsførelse og nægter at sætte sig ved forhandlingsbordet, vil de komme til at betale prisen.«
Præsidentens udmelding kommer efter en telefonsamtale med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag.