Venezuelas oppositionsleder og modtager af Nobels fredspris, Maria Corina Machado, siger, at hun har planer om at vende tilbage til sit hjemland inden for få uger.

Det fremgår af en video, hun har lagt på sociale medier.

- Vi har styrken, vejen og opgaverne klar. Vi er alle nødvendige for at opnå vores frihed, skriver hun.

- Om et par uger ses vi i Venezuela, lyder det videre.

Machado lod sig smugle ud af sit hjemland i december og rejste til Oslo for at modtage Nobels fredspris.

Eftersom rejsen foregik i hemmelighed og blandt andet omfattede en besværlig rejse med båd, nåede hun ikke frem i tide til prisoverrækkelsen på Oslo rådhus.

Efter besøget i Oslo i december har den 58-årige oppositionsleder opholdt sig i USA.

Siden 3. januar, hvor den daværende venezuelanske præsident, Nicolas Maduro, blev taget til fange af USA, har der været spekulationer om, hvornår Machado vender hjem.

Efter at USA i begyndelsen af januar afsatte den mangeårige leder, Nicolas Maduro, er hans vicepræsident, Delcy Rodriguez, indsat som midlertidig præsident i Venezuela.

Machado er under efterforskning i Venezuela, hvor mange medlemmer af oppositionen er idømt fængselsstraffe.

Internationale iagttagere betegner det som sandsynligt, at Machado ville vinde en sikker sejr, hvis der blev holdt frie og fair valg i Venezuela.

Delcy Rodriguez har sagt, at Machado må stå til ansvar for sin støtte til USA's præsident, Donald Trump, og til den amerikanske militæraktion, der endte med, at præsident Maduro blev stillet for en domstol i New York.

Maria Corina Machado modtog i december sidste år Nobels fredspris for sin kamp "for demokrati over for en stigende grad af autoritært styre".

Siden besøgte hun USA's præsident Trump i Washington D.C. og lod sin pris blive i Det Hvide Hus. Hun havde forinden sagt, at hun godt kunne tænke sig at dele prisen med ham.

Nobelinstituttet i Norge har afvist, at en nobelpris kan deles eller gives videre til andre.

/ritzau/