Det amerikanske spionfly kunne flyve hurtigere end en riffelkugle.

Flyet gik på pension i 1990, men har stadig rekorden som verdens hurtigste.

Lockheed SR-71 Blackbird fra Den Kolde Krig var på flere måder urørligt – også helt bogstaveligt.

Det kunne flyve højere end alle andre fly. Det kunne flyve så ubegribeligt hurtigt, at det kunne flygte fra et angribende missil ved bare at sætte farten op.

Samtidig var det på grund af sit design næsten lige så usynligt for fjendtlig radar som nutidens Stealth-fly.

Og når det landede, var det så varmt på grund af luftfriktion, at man det første stykke tid ikke kunne røre det.

Det var konstrueret til at flyve på kanten af rummet – i 25 kilometers højde. Selv om det gennemførte 17.000 togter og flere gange blev beskudt, lykkedes det aldrig at få ram på det.

»Det var et fantastisk smukt og velskabt fly, som jeg med de største stjerner i øjnene har stået og set på, mens det fløj tæt forbi og landede. Men jeg fik aldrig lov til at røre det,« fortæller den tidligere jagerpilot og SAS-helt Stefan G. Rasmussen, der så Blackbird-flyene under sin militære pilotuddannelse i USA i starten af 1970'erne.

»Jeg kan ikke forestille mig, at flyets hastighedsrekorder vil blive slået. I dag har satelitter og droner udfyldt dets rolle,« tilføjer han.

Det legendariske spionfly gik i sin endelige form første gang på vingerne i 1964 og var i over 30 år et trumfkort for US Air Force.

»Det var håndplukkede folk, der havde med det at gøre, og det foregik tophemmeligt. Men på et tidspunkt fortalte chefen for deres enhed os, at flyet havde så meget fart på, at det bestemt ikke kunne dreje på en tallerken. Det skulle nærmest skulle bruge hele USA's luftrum til testflyvningerne,« siger Stefan G. Rasmussen.

Tanken om det usårlige spionfly tog for alvor form hos den amerikanske efterretningstjeneste CIA, efter at et U2-spionfly fra USA i maj 1960 blev skudt ned på et hemmeligt spiontogt over Sovjetunionen.

Det affødte drømmen om en ny flytype, der kunne flyve sikkert over fjendeland i rasende fart og i enorm højde.

Det spektakulære spionfly fra USA fløj så hurtigt – op til over 3500 km/t. – at mange UFO-indberetninger ifølge amerikanske myndigheder formentlig har drejet sig om det hemmelige overvågningsfly. 
Det spektakulære spionfly fra USA fløj så hurtigt – op til over 3500 km/t. – at mange UFO-indberetninger ifølge amerikanske myndigheder formentlig har drejet sig om det hemmelige overvågningsfly.  Foto: DOS
Vis mere

Det ambitiøse projekt blev overdraget til en tophemmelig gruppe udviklere hos flyproducenten Lockheed under kodenavnet 'Oxcart' (Oksekærre). Her krævede konstruktionen nytænkning helt fra bunden.

Med den enorme fart ville luftens gnidning mod flyskroget udvikle så høje temperaturer, at et traditionelt fly ville smelte. Derfor måtte det nyudviklede fly bygges i titanium.

Det betød også, at producenterne måtte udvikle nye redskaber af titanium, da traditionelle stålværktøjer ikke kunne bruges uden at ødelægge det kostbare titanium.

Og ironisk nok var USA nødt til at importere det nødvendige titanium fra dødsfjenderne i Sovjetunionen, som på det tidspunkt var verdens største producent. Det kom til at foregå diskret via en række dækfirmaer, som CIA satte i værk.

Hen ad vejen opdagede man også, at sort maling kunne beskytte lidt mod varmen. Det gav flyet kælenavnet Blackbird (Solsort, red.).

I den endelige form kom det nu ikoniske fly til at hedde SR-71. Bogstaverne stod for 'Strategic Reconnaissance' – strategisk overvågning.

Det nu pensionerede spionfly, der her ses på dækket af en hangarskib i New York, tog forskud på nutidens Stealth-teknologi, der gjorde overvågningsflyet næsten usynligt for fjendtlige radarbølger. 
Det nu pensionerede spionfly, der her ses på dækket af en hangarskib i New York, tog forskud på nutidens Stealth-teknologi, der gjorde overvågningsflyet næsten usynligt for fjendtlige radarbølger.  Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Flyet var konstrueret til at være en lille smule utæt i nogle af samlingerne, når det stod på jorden. Derfor dryppede der brændstof fra det, men når det kom i luften og blev varmt, blev det helt tæt.

Da flyet også kunne tanke brændstof i luften – syv minutter efter starten – kunne det nærmest nå alle steder på jorden.

Fjendtlig beskydning fik aldrig ram på nogle af de 32 endelige fly, der blev bygget.

Men 12 gik tabt på grund af uheld. For det var et svært fly at håndtere, og hver mission krævede næsten lige så grundige forberedelser som en mindre rummission.

Begge piloter skulle eksempelvis iføres trykdragter i stil med astronauters.

Blackbird-flyet satte en række rekorder for ikke-raketdrevne fly, som stadig står ved magt:

Det fløj horisontalt i en højde af 25.929 meter (85.069 fod) og med en hastighed på 3529,6 km/t. – svarende til 3,3 gange lydens hastighed.

I princippet ville det kunne flyve jorden rundt på kun lidt over 11 timer (hvis det ikke skulle tanke undervejs).

Den sidste flyvning med flytypen fandt sted 9. oktober 1999. Mange af de udtjente maskiner står nu på museer for luftfart og militærteknologi.