Det republikanske parti og præsident Donald Trump fik sig en historisk lussing af vælgerne i forbindelse med det amerikanske midtvejsvalg tirsdag.

Trump har siden fået store dele af skylden for, at resultatet blev det, den republikanske guvernør i Florida, Ron DeSantis, har beskrevet som 'den største udslettelse af republikanere i mange dele af landet, som vi har set i omkring 100 år'.

Alt imens Trump og co. fik det ene knytnæveslag efter det andet af de amerikanske vælgere, var den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), til valgfest hos demokraten Jon Ossoff, som vandt et overbevisende genvalg i svingstaten Georgia.

Lars Løkke har også delt et billede af sig selv med Ossoff på Facebook, hvor han blandt andet beskriver demokraten som en mulig 'kommende præsidentkandidat'.

Samtidig udlægger Lars Løkke midtvejsvalget som et 'markant signal til præsident Trump'.

Det er et spændende gamble af den danske udenrigsminister.

Vi er lige kommet ud af en historisk krise for hele Rigsfællesskabet med Donald Trump som en part, der var så aggressiv, at Danmark angiveligt forberedte sig på invasion.

Derfor er det ekstra interessant, at Lars Løkke vælger at tage til valgfest hos en af Trumps fjender - og rose ham åbenlyst.

Det kan selvfølgelig være smart at begynde at danne relationer med fremtidige ledere i USA. Men blækket er knap nok tørt på aftalen med USA om Grønland. Og vores forhold har lidt et historisk knæk over de seneste to år med Trump ved magten.

Det er meget muligt, at ingen i USA lægger mærke til Lars Løkkes tur til valgfest hos en demokratisk fremadstormende stjerne.

Men tænk sig, hvis nogen viser Donald Trump det.