Mandag fik hele verden de første uhyggelige glimt af, hvordan krig kommer til at se ud i fremtiden.

Lyden er helt speciel og ikke til at tage fejl af.

Og når du hører den, kan du godt begynde at blive bange. For det er lyden af død og terror.

Rusland sendte nemlig mandag en sværm af såkaldte kamikazedroner, flyvende ubemandede angrebsvåben, ind over Kyiv for at ødelægge civil infrastruktur – og sprede skræk og rædsel.

Fotos og video af angrebet viser, hvordan de frygtindgydende flyvende bomber fra lav højde terroriserer befolkningen i Kyiv.

Kyiv blev ramt fire gange tidligt mandag morgen af selvmordsdroner, som ramte en boligbebyggelse og en togstation. Foto: Sergei Supinsky / AFP.
Kyiv blev ramt fire gange tidligt mandag morgen af selvmordsdroner, som ramte en boligbebyggelse og en togstation. Foto: Sergei Supinsky / AFP. Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere

På adskillige fotos ses dét, som efter al sandsynlighed er iranske selvmordsdroner af typen Shahed 136 i luften over Kyiv.

»Man kan jo ikke sige med 100 procent sikkerhed, at der er tale om droner købt fra Iran. Men der er rigtig, rigtig mange indicier, der peger på det,« siger Andreas Graae, som er ekspert i droner og autonome våbensystemer hos Forsvarsakademiet.

Han peger således på, at der allerede foreligger massivt billedmateriale af dronerne i luften såvel som af nedskudte vragdele.

Dronerne er fra 2021. De er omkring 3,5 meter lange med et vingefang på 2,5 meter. De styres af en propelmotor, som giver den meget særprægede lyd.

Og de vejer omkring 200 kilo og har ifølge producenten HESA i Iran en rækkevidde på hele 2.500 kilometer.

»Mere forsigtige og måske realistiske bud på rækkevidden er, at den ligger et sted over 1.000 kilometer, hvilket også er ret langt. De kan sendes af sted fra Hviderusland eller Krim og nå meget dybt ind og ramme mål i Ukraine,« fortæller Andreas Graae.

Rækkevidden afhænger blandt andet også af, hvor meget sprængstof man har pakket dem med. Og Andreas Graae fremhæver endnu en fordel ved at bruge selvmordsdroner:

»De er billige. Prisen ligger formentlig omkring 10-20.000 dollar, og det er meget lavt i forhold til alternativerne – missiler og kampfly,« siger Andreas Graae.

Til sammenligning koster et krydsermissil ifølge AP hurtigt omkring en million dollar.

En drone over Kyiv mandag den 17. oktober. Foto: Yasuyoshi Chiba / AFP.
En drone over Kyiv mandag den 17. oktober. Foto: Yasuyoshi Chiba / AFP. Foto: YASUYOSHI CHIBA
Vis mere

Andreas Graae pointerer i samme ombæring, at Shahed 136-dronerne faktisk ikke er så avancerede som andre typer og eksempelvis ikke har kamera om bord til at styre efter.

»De flyver omkring 180 km/t., hvilket er langsomt, men de flyver i lav højde og på en måde, som gør det vanskeligt at opfange dem i tide for luftforsvarssystemer,« siger Andreas Graae.

Andre dronetyper kan svæve rundt over et mål, som man overvåger, og vente på det optimale tidspunkt at slå til med uhyggelig præcision.

Men selvom ukrainerne formåede at nedskyde en del af dem enten via luftforsvaret, eller ved at folk på jorden simpelthen havde held til at ramme dem med almindelige skydevåben, fik Rusland udrettet enorme skader med få midler.

»Hvis man sender sværme af dem ind over sine mål, er det vanskeligt at stoppe dem alle sammen,« forklarer Andreas Graae.

Adjunkt Andreas Graae, Forsvarsakademiet. Foto: Forsvarsakademiet.
Adjunkt Andreas Graae, Forsvarsakademiet. Foto: Forsvarsakademiet.
Vis mere

Men når Rusland benytter sig af denne her type våben, siger det selvfølgelig noget om, hvordan det er gået indtil nu, mener han.

»Det er fuldstændig risikofrit at føre krig med droner. Man mister ingen soldater eller materiel. Det er billigt. Og man kan ramme mål, som ligger meget langt væk,« opsummerer Andreas Graae.

»Rusland bruger dem som terrorbomber mod civile, og det er et godt eksempel på, hvordan vi har set helt nye og moderne våbenteknologier i brug i krigen mellem Rusland og Ukraine,« siger han.

»Droneteknologien har ændret, hvordan man kan fører krig,« slår Andreas Graae fast.

Grafik: Ritzau
Grafik: Ritzau
Vis mere