Flyvninger til og fra lufthavnen i Eindhoven i det sydlige Holland er blevet genoptaget efter en nedlukning på omkring to timer.

Nedlukningen fandt sted på grund af flere droner, der var blevet set i området.

Det skriver Hollands forsvarsminister, Ruben Brekelmans, i et opslag på det sociale medie X klokken 23.00.

- Flytrafikken i Eindhoven Lufthavn er netop genoptaget.

- Det er uacceptabelt at forstyrre lufttrafikken med droner. Derfor griber vi ind, skriver Brekelmans.

Forsvarsministeren oplyser videre, at Forsvaret i forbindelse med genåbningen har truffet visse foranstaltninger.

Brekelmans kan dog ikke dele yderligere detaljer omkring disse foranstaltninger på nuværende tidspunkt, skriver han.

Tidligere på aftenen skrev Ruben Brekelmans, at forsvar, politi og kystvagt var sat ind, og at der var indledt en efterforskning.

Lufthavnen i Eindhoven er Hollands næststørste.

Fredag aften skød hollandske soldater mod droner, der var blevet observeret ved en militærbase nær byen Nijmegen, oplyser det hollandske forsvarsministerium ifølge dpa.

Derefter forsvandt dronerne fra området. De blev ikke fundet.

I de seneste måneder har flere lufthavne i Europa været generet af droner. Det gælder blandt andet også lufthavnene i København og Aalborg.

/ritzau/