Fra 2024 vil man i Changi Lufthavn i Singapore lade ny teknologi erstatte de rejsendes fremvisning af pas.

Fra næste år bliver det muligt at rejse gennem Singapores største lufthavn, Changi Lufthavn, uden pas.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

- Singapore vil være et af de første få lande i verden, som introducerer automatiseret pasfri immigrationsgodkendelse, udtaler minister for kommunikation Josephine Teo.

I stedet vil man fra 2024 benytte sig af biometrisk teknologi til at identificere personer i lufthavnen. Det skal gælde lige fra aflevering af bagage til boarding af flyet.

Til dette skal der blandt andet bruges software baseret på ansigtsgenkendelse.

Ansigtsgenkendelse spiller allerede en rolle i Changi Lufthavn, skriver mediet.

Det er nemlig i forvejen indført ved bestemte kontrolpunkter. Men nu skal det fylde mere og på den måde være med til at erstatte de fysiske dokumenter, der sætter navn og ansigt på passagerer.

Ændringen vil "reducere behovet for, at passagerer gentagne gange skal vise deres rejsedokumenter, og det vil muliggøre et lettere og mere bekvemt rejseforløb," lyder det fra ministeren.

Hun understreger dog, at fremvisning af pas stadig vil være påkrævet i de fleste lande, man rejser videre til.

I juni måned var der omkring 5,12 millioner rejsende gennem Changi Lufthavn.

Det er ifølge CNN første gang siden januar 2020 - inden coronapandemien ramte - at tallet nåede over 5 millioner.

- Vores systemer skal kunne holde til dette høje og voksende antal rejsende og give en positiv oplevelse, samtidig med at vi har styr på sikkerheden, siger Josephine Teo.

Changi Lufthavn samarbejder med omkring 100 flyselskaber, der flyver til 400 byer i omkring 100 lande.

/ritzau/