Et af verdens største flyselskaber, Lufthansa, vil lægge sag an mod en passager, der ikke gennemførte den sidste del af sin rejse.

Ifølge Lufthansa havde han bevidst købt en billet, der inkluderede en transfer for på den måde at få en billigere rejse.

En domstol i Berlin har i første omgang frifundet passageren, men Lufthansa har nu fået lov til at anke sagen.

Selskabet vil statuere et eksempel og dermed afholde folk fra at bruge tricket, skriver britiske The Independent.

Passageren, hvis identitet ikke er offentligt kendt, brugte en udbredt genvej til billigere billetter, der gælder for mange af de såkaldte netværksselskaber - selskaber som Lufthansa, Air France, British Airways og SAS, som alle har mange destinationer og hubs (lufthavne, hvorfra både fly og personale udgår, red.).

I et pristjek, som The Independent har foretaget, koster en billet fra Moskva til Paris-Charles de Gaulle med afrejse i september lidt over 1.845 kroner.

Men ved at købe en billet til strækningen Moskva til London med mellemlanding i Paris er prisen blot 612 kroner.

Det har mange rejsende opdaget, men det er en metode, der rummer adskillige faldgruber.

Det er eksempelvis ganske risikabelt at misse det første fly, da man ved at udeblive fra det risikerer, at hele billetten bliver annulleret. Og passagerer, der dropper den sidste flyvning, risikerer, at bagagen vil blive tagget til den sidste destination. Det kan kun undgås ved alene at rejse med håndbagage.

Selv om flyselskaberne har kendt til tricket i årevis, er der få eksempler på, at passagerer er blevet straffet.

En spansk domstol har tidligere fastslået, at passagerer ikke kan blive straffet for at bruge tricket.

Lavprisselskabers priser fastsættes pr. rejse - uanset om der er mellemlandinger eller ej.