Ikke mere 'Meine Damen und Herren' hos Lufthansa.
Det tyske luftfartgigant har besluttet i stedet at bruge kønsneutrale betegnelser i henvendelser til de rejsende, så personer, der hverken føler sig som mænd eller kvinder, også føler sig velkomne.
»Besætningerne er blevet instrueret i at bruge en velkomst, der i stedet inkluderer alle passagerer,« lyder det fra en Lufthansa-talsmand til nyhedsbureauet AFP.
Det kunne i stedet være udtryk som 'kære gæster' eller bare 'god morgen' eller 'god aften', lyder det.
Ændringen sker på baggrund af de 'diskussioner, der med rette bliver taget i samfundet' i øjeblikket om kønsneutralitet.
Den nye kønsneutrale velkomstpolitik vil blive løbende indført. Og det gælder også hos Lufthansas datterselskaber som eksempelvis Swiss, Austrian Airlines, Brussels Airlines og Eurowings.
I Tyskland har man i det hele taget været opmærksom på debatten om sproglige vendinger, der kan virke stødende på befolkningsgrupper.
I større byer som Hamburg, Berlin, München og Hannover har man i de seneste dage officielt valgt at sløjfe brugen af ordet 'Schwarzfahren', at køre sort, som ellers i årevis har været brugt om det at køre uden billet eller kørekort.
Det er dog blevet opfattet racistisk, og nu er kritikken blevet hørt.
Lufthansa, der er Europas største flyselskab, er ikke det første, der vælger at sætte fokus på kønsneutralitet over for gæster. Tidligere har Air Canada og Japan Airlines gjort det samme.



