Så er det slut med at fragte knogler af løver på Sinapore Airlines' mange fly.

I dag, fredag, har selskabet offentliggjort, at det stopper med at acceptere løveknogler ombord på sine fly, efter at luftfartsselskabet har fået på puklen for at transportere dele af dyr fra Sydafrika.

Knoglerne fra store katte, som løver og tigre, er der et stort set umætteligt marked for i Sydøstasien.

Og der er flere kampagner i gang, der går efter et totalt forbud mod handelen med netop disse knogler. Det skriver tv-stationen Channel News Asia.

En vildtranger står ved resterne af en løve i Sydafrikas Dinokeng Game Reserve, 50 km nord for Pretoria. De døde dyr bliver sendt til asien, hvor de bliver brugt til traditionel medicin.
En vildtranger står ved resterne af en løve i Sydafrikas Dinokeng Game Reserve, 50 km nord for Pretoria. De døde dyr bliver sendt til asien, hvor de bliver brugt til traditionel medicin. STEPHANE DE SAKUTIN

Sidste år var Singapore Airlines det eneste selskab, der transporterede løveknogler fra Sydafrika, til landene i det sydøstlige Asien. Det fremgår af en rapport fra organisationerne EMS og Ban Animal Trading. Den oplysning er dog ikke bekræftet af Singapore Airlines.

Ifølge rapporten er mindst 800 løveskeletter blevet eksporteret siden 2017. Det er sket med den sydafrikanske regerings accept.

Dermed er landet i den periode blevet verdens største eksportør af løveknogler.

Nu er flyselskabet altså stoppet med at flyve med den slags varer, uden at sige nøjagtigt hvornår den nye regel trådte i kraft, oplyser det til nyhedsbureuet AFP.

»Sydafrika har sendt løveknogler til lande i Sydøstasien siden 2008, og det har formentlig været Singapore Airlines der har stået for transporten alle disse år,« siger direktøren for EMS, Michele Pickover.

Løvens knogler og andre dele af kroppen er særdeles populære i lande som Laos, Thailand og Vietnam. De bruges både som medicin og til smykkeproduktion.

Mens det er forbudt at handle med dele af vilde dyr, et det lovligt at sælge dele af dyr, der er født i fangenskab.