Ghislaine Maxwells eneste mulighed for at slippe ud af fængslet, er hvis hun benådes af USAs præsident, Donald Trump.

Og denne mulighed har præsidenten ikke afvist.

Ghislaine Maxwell (tv.) er dømt for at have rekrutteret og manipuleret mindreårige piger til at have sex med rigmanden Jeffrey Epstein (th.).
Ghislaine Maxwell (tv.) er dømt for at have rekrutteret og manipuleret mindreårige piger til at have sex med rigmanden Jeffrey Epstein (th.). Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Tværtimod sagde han mandag, at han vil »se på det«.

Men Laura Loomer, der er MAGA-influencer og loyal Trump-støtte, advarer nu mod at slippe Ghislaine Maxwell fri.

»Jeg fraråder på det kraftigste, at nogen lobbyer Trump-administrationen og justitsministeriet til at benåde Ghislaine Maxwell.«

»Gør det ikke. Jeg gentager. Gør det ikke. Der vil ikke være nogen vej tilbage. Jeg gentager igen. For Guds skyld. Gør det ikke,« skriver Loomer på X.

Her ses Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein sammen på et udateret billede, som blev offentliggjort i forbindelse med sagen mod førstnævnte.
Her ses Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein sammen på et udateret billede, som blev offentliggjort i forbindelse med sagen mod førstnævnte. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Mandag kom det frem, at den amerikanske højesteret har afvist Ghislaine Maxwells anmodning om at anke den fængselsdom, hun har fået på 20 år bag tremmer.

Det betyder, at dommen, som Ghislaine Maxwell er idømt for at have rekrutteret og manipuleret mindreårige piger til at have sex med rigmanden Jeffrey Epstein, vil forblive gældende.

 Medmindre hun får en benådning af Trump.

Og netop dét, spurgte CNN-journalisten Kaitlan Collins ind til i forbindelse med en presseseance i Det Ovale Kontor mandag aften.

Epstein var allerede blevet dømt for sexforbrydelser og anklaget for menneskehandel med mindreårige, da han døde i et fængsel i New York i 2019. I mange år var han gode venner med Trump.
Epstein var allerede blevet dømt for sexforbrydelser og anklaget for menneskehandel med mindreårige, da han døde i et fængsel i New York i 2019. I mange år var han gode venner med Trump. David Swanson/Reuters/Ritzau Scanpix

»Du ved, jeg har ikke hørt det navn i lang tid. Jeg kan sige dette, at jeg ville blive nødt til at se på det. Jeg ville blive nødt til at se på det. Afviste de (højesteretten, red.) det?« lød det fra Trump, hvilket journalisten bekræftede.

»Jeg ville ikke overveje det eller ikke overveje det – jeg ved ingenting om det. Men jeg vil tale med justitsministeriet,« svarede Trump på spørgsmålet om, hvorvidt han kunne overveje at benåde Maxwell.