Det verdenskendte museum Louvre i Paris er onsdag åbnet for første gang siden et røveri i weekenden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af tv-billeder, der viser besøgende gå ind i museet.

Louvre holdt lukket mandag på grund af røveriet, som er blevet omtalt af medier verden over, og museet er normalt lukket om tirsdagen.

Men efter at skuffede turister tidligere på ugen måtte vende om ved indgangen, kan de igen komme ind.

Tyvene ankom omkring klokken 09.30 søndag morgen, 30 minutter efter at museet var åbnet. Røveriet fandt altså sted ved højlys dag.

De parkerede en lastbil med en udtrækkelig stige af den slags, der bruges af flyttefolk.

De klatrede op og brugte herefter skærebrændere til at komme gennem et vindue og åbne montrerne.

2000 mennesker blev evakueret fra museet under røveriet.

Et stort hold af efterforskere fra fransk politi arbejder på at finde frem til personerne bag røveriet.

Politiet arbejder ifølge det franske nyhedsbureau AFP ud fra en teori om, at det er en organiseret gruppe kriminelle, som står bag.

De otte dyrebare juveler, der søndag blev stjålet, har en anslået samlet værdi af 88 millioner euro - svarende til cirka 650 millioner danske kroner.

Det sagde Laure Beccuau, der er anklager i Paris, tirsdag til det franske medie RTL.

Louvre er verdens mest besøgte museum. Sidste år havde det omtrent ni millioner besøgende.

Blandt de mest kendte værker på Louvre er Leonardo da Vincis maleri "Mona Lisa" og marmorstatuen "Venus fra Milo".

Tyveriet har på ny skabt debat om manglen på sikkerhed i franske museer, efter at to andre institutioner blev ramt sidste måned, skriver AFP.

/ritzau/