En lokofører er død efter voldsom kollision med lastbil i Uddevalla i Sverige mandag morgen.
»Lastbilen sad fast i sne på sporet, og så gik bommen ned,« siger pressechef hos politiet Jens Andersson ifølge Aftonbladet.
»Chaufføren forsøgte at signalere til toget, men det er et tungt køretøj, så det nåede ikke at bremse i tide,« tilføjer han.
Fotos fra stedet viser, hvordan både lastbil og tog er voldsomt beskadiget i forbindelse med ulykken.

En 65-årig lokofører har mistet livet i forbindelse med ulykken, oplyser politiet mandag eftermiddag.
Mindst 11 yderligere personer er kørt til hospitalet, rapporterer avisen.
Fem ambulancer og en ambulancehelikopter blev sendt til stedet.
Toget tilhører Västtrafik men drives af SJ Götalandståg, og her er man helt knust over nyheden.
»Det er en utrolig mørk dag for os alle i SJ Gruppen. Vi har mistet en kollega og ven, og vores tanker går først og fremmest til hans pårørende,« siger SJ's pressechef Tobbe Lundell i en pressemeddelelse.
Lastbilens chauffør meldes uskadt i forbindelse med ulykken, da det var lastbilens trailer, som blev ramt af toget.
Lastbilen var ifølge vognmandsfirmaet læsset med præfabrikerede betonelementer, der skulle til en bygning i nærheden. Firmaet oplyser over for Aftonbladet, at chaufføren nu vil modtage krisehjælp.
