Onsdag aften lød der pludselig et brag ude foran Francesco ’Franky Boy’ Calis hjem i Staten Island. Overhovedet for Gambino-familien rejste sig prompte op.

Nogen havde tilsyneladende pløjet ind i hans bil ude foran hans hus.

Han skyndte sig ud på vejen. Kort efter var han gennemhullet af mindst seks skud og kørt over af en firehjulstrækker.

Likvinderingen af den 54-årige mafiaboss vækker enorm opsigt i USA. Det er første gang i 34 år, at et overhoved for en af de store amerikanske mafiaer i New York er blevet likvideret. Det skriver New York Post.

Sidst det skete, var det også overhovedet af den berygtede Gambino-familie, der måtte lade livet.

I 1985 beordrede John Gotti likvideringen af Paul Castellano, der var Gambino-familiens daværende overhoved.

Han blev skudt ned, mens hans spiste middag på en steak-restaurant.

Gotti overtog herefter posten som overhoved for Gambino-organisationen.

Frank Cali i 2008. han blev overhoved for Gambino-familien i 2015. Nu er han blevet likvideret.
Frank Cali i 2008. han blev overhoved for Gambino-familien i 2015. Nu er han blevet likvideret. Foto: HANDOUT
Vis mere

Onsdagens likvidering skete, mens Francesco ’Franky Boy’ Calis familie var i huset.

Vidner har forklaret, hvordan han blev skudt flere gange, hvorefter en firehjulstrækker kørte ham over, mens han fortsat var i live, skriver New York Post.

Efterfølgende løb flere familiemedlemmer ud til ham på gaden, skriver BBC.

Kilder på hospitalet forklarer, at mafia-bossen var levende, da han ankom, men at han døde kort efter.

Politiet efterforsker drabet på Frank Cali
Politiet efterforsker drabet på Frank Cali Foto: SPENCER PLATT
Vis mere

Og nu breder nervøsiteten sig så i New York.

For hvem skød og hvorfor?

Politiet er lige nu ved at undersøge, om det var en person, der handlede på eget initiativ, eller om det var en nedskydning, som var sanktioneret af de resterende fire af de ’fem familier’ i New York.

De fem familier består af de berygtede mafia-organisationer: Genovese-, Luchesse-, Colombo-, Bonnanno- og altså Gambino-familien.

Sidstnævnte var på et tidspunkt det største forbrydersyndikat i hele USA.

Den organisation overtog Francesco 'Franky Boy' Cali ledelsen af 2015. Nu er han død – livideret på gaden foran sit hus.

Motivet er fortsat ukendt, oplyser politiet, ifølge BBC.

»Der er ingen anholdelser, og efterforskningen fortsætter,« udtaler politiet i en pressemeddelelse.