Efter at have været sporløst forsvundet siden juleaften blev norske Eirin Mikkelsen lørdag fundet død i strandkanten syd for Landskrona i Sverige.

Og nu foreligger der et foreløbigt resultat fra obduktionen.

Det skriver det svenske medie Expressen, der har talt med den svenske efterforskningsleder Mattias Nildén.

»Vi har fået en foreløbig udtalelse fra obduktionslægen, der siger, at der ikke er gjort nogen bemærkelsesværdige fund,« siger han og fortsætter:

»Der er ingen tegn på, at hun er blevet udsat for vold.«

Den 43-årige nordmand, der var bosat i Sverige, forsvandt juleaften efter at have været på bar i Landskrona med sin kæreste.

I forbindelse med eftersøgningen af kvinden var både dykkere, droner, hunde og frivillige i området for at lede efter hende.

Den 28. december blev eftersøgningen indstillet, og politiet arbejdede ud fra en teori om, at hun kunne være blevet kidnappet.

Lørdag dukkede hendes lig så op få kilometer fra det sted, hvor hun forsvandt.

Men selvom den foreløbige konklusion fra obduktionen altså lyder, at Eirin Mikkelsen ikke har været udsat for en kriminel handling, forbliver politiets efterforskning af sagen aktiv for nu.

Den vil først blive lukket, såfremt den endelige obduktionsrapport når frem til samme konklusion.

Den forventes at være færdig om mellem to og tre uger.