Det bliver en hård kamp for Lars Løkke Rasmussen og de danske diplomater.
Det er B.T.s udlandsredaktørs reaktion på meldinger om, at den danske udenrigsminister og USAs udenrigsminister, Marco Rubio, planlægger at mødes denne uge i Bruxelles.
Og han tror ikke på, at der overhovedet er håb for et særligt konstruktivt møde.
Det er ikke første gang, at de to udenrigsministre har talt sammen, men siden deres samtale i januar er situationen eskaleret.
»Jeg synes, det er naturligt, at de skal mødes nu. Det viser også, hvor meget vores danske hold i USA arbejder benhårdt for tiden. Kæmpe cadeau til det danske embedsværk, men …,« siger Jeppe Elkjær og fortsætter:
»Jeg tror ikke, vi skal forvente en forbedring i den amerikanske udmelding på nogen måde. Det er selvfølgelig positivt, at der foregår snak. Men jeg forventer ikke, at det hele løser sig – tværtimod.«
Donald Trump har siden sin valgkamp ytret, at han vil have Grønland til at blive amerikansk. Mest af alt for »international sikkerhed«.
Siden har det udviklet sig, så han har brugt ordene »annektering« og »udelukker ikke at få Grønland gennem militær magt.«

B.T.s udlandsredaktør mener, at Donald Trumps mål er at fastholde tonen og opskalere situationen hele tiden.
Det har den amerikanske præsident ikke tænkt sig at ændre på.
Selvom Lars Løkke skal mødes med 'den nemme at snakke med' i Trump-administrationen, så bliver det ikke en dans på roser for den danske udenrigsminister.
»Marco Rubio er en erfaren og diplomatisk politiker i forhold til Donald Trump. Han har ofte en lidt mere 'normal tone'. Vi fik en fornemmelse af, at J.D. Vance gjorde det samme, da han besøgte Grønland. Men så gik der halvandet døgn, også var Trump på stikkerne igen og eskalerede.«
»Rubio kan være god til at udtale sig på en måde, som vi danskere godt kan lide, men det ændrer sig bare ikke i forhold til, at det er Trump, der bestemmer og kommer med dessiner.«
»Mødet er et positivt skridt, men giver ingen ændring i verdensbilledet.«

