To internationale dagsordener står centralt, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) torsdag aften mødes med sin kinesiske kollega i København.

- Der er Kinas støtte til Ruslands krigsførelse i Ukraine, som bekymrer os rigtig meget, og som også er med til at skade Kinas omdømme i de vesteuropæiske befolkninger, siger Lars Løkke Rasmussen

- Og så er der handelsubalancerne.

I forhold til Kinas støtte til krigen i Ukraine nævner Lars Løkke Rasmussen mulige sanktioner mod Kina, som også tidligere er drøftet blandt EU-landene.

Kinas udenrigsminister, Wang Yi, og Lars Løkke Rasmussen skal holde et formelt møde, og de skal efterfølgende have en arbejdsmiddag i Tivoli.

De kommende dage rejser den kinesiske minister videre på besøg i Sverige, Finland og Norge.

Den bekymring om handelsbalancen, som den danske regering vil drøfte, er ikke et dansk problem.

For selv om EU samlet har et kæmpe underskud i handelsbalancen, hvilket betyder, at EU køber meget mere i Kina, end Kina køber i Europa, så er der nogenlunde balance på handlen mellem Danmark og Kina.

- Når Wang Yi besøger de andre lande, skulle han helst høre det samme budskab alle steder. Og det er jeg ret sikker på, at han kommer til, siger Løkke.

RITZAU