Løfter sløret for nye detaljer i Anne-Elisabeth Hagen-sagen: 'Fremstår meget professionelt'
»Det er tydeligt, at det ikke kun er én person, der har udført dette.«

»Det er tydeligt, at det ikke kun er én person, der har udført dette.«

Det er fortsat et af de helt store mysterier.
For hvad skete der med milliardærfruen Anne-Elisabeth Hagen? Nu sætter det norske politi nogle ord på, hvorfor man i hemmelighed har efterforsket den mand, der som den eneste endnu er sigtet i sagen.
Til NRK fortæller politiadvokat Lisbeth Ravlo Backe fra Øst Politidistrikt, at politiet begyndte at se nærmere på ham, da man fandt ud af, at mandens telefon viste sig at have været registreret i nærheden af det hus, hvorfra Anne-Elisabeth Hagen sporløst forsvandt for snart otte år siden.
Manden, der nægter sig skyldig, er ifølge det norske medie tidligere dømt for en anden forbrydelse – og han blev officielt sigtet i sagen, efter politiet tidligere på året meddelte ham, at han var blevet efterforsket i al hemmelighed.
I den forbindelse gjorde politiet også beslag i mandens økonomiske oplysninger og teledata, lyder det.
Til NRK afviser Lisbeth Ravlo Backe at gå nærmere ind i, hvad politiet gjorde af fund i den forbindelse.
»Men det, jeg kan sige, er, at årsagen til, at vi blev mistænksomme, var, at hans teledata viste sig på Sloraveien (vejen, hvor Anne-Elisabeth Hagens hus ligger, red.) i det pågældende tidsrum,« forklarer politiadvokaten.
Hun forklarer videre, at politiet formoder, at flere personer har været involveret i sagen, selvom blot én person indtil videre er sigtet.
»Antallet af gerningsmænd er noget, vi har overvejelser om, men som vi ikke offentliggør. Men det er tydeligt, at det ikke kun er én person, der har udført dette. Det, der skete i Sloraveien 4, fremstår som meget professionelt,« siger Lisbeth Ravlo Backe til NRK.
Det norske medie Dagbladet har tidligere talt med manden, der er i 50erne, og han har afvist, at han havde noget med Anne-Elisabeth Hagens forsvinden at gøre.

I stedet har han forklaret, at han kørte forbi stedet på vej til et træningscenter.
»Det er korrekt, at jeg har kørt forbi det sted, hvor Anne-Elisabeth Hagen blev kidnappet. Men det betyder ikke, at jeg har noget med sagen at gøre,« sagde han til Dagbladet i juni.
Manden sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i en anden sag, skriver NRK.
Sagen har dog ikke nogen forbindelse til forsvindingssagen, men er en omfattende narkotikasag. Også i den sag nægter manden sig skyldig.