Den portugisiske orlogsmand er navnet på det gople-lignende dyr, som kan være livsfarlig.
Ifølge netdoktor.dk kan giften fra den portugisiske orlovsmand og lignende arter medføre så store smerter, at man bliver bevidstløs og drukner.
Derfor har de spanske myndigheder også set sig nødsaget til at lukke de to populære strande Tamarit og Altafulla på landets østkyst, efter den portugisiske orlogsmand er blevet set.
Det skriver blandt andet The Sun.
I sidste uge blev den også set ved det populære ferieresort San Antonio, der ligger på Ibiza.
»Der er ikke registreret dødsfald som følge af deres stik i Spanien, men der har været dødelige tilfælde på Sicilien og Sardinien. Strande skal lukkes, hvis man ser en eneste portugisisk orlogsmand,« siger den spanske marinbiolog Josep Maria Gill.
Det er langt fra første gang, at den portugisiske orlogsmand får lukket strande sydpå.
I 2018 var det således på Mallorca, at den var gal.
Den portugisiske oplagsmand består af flere havdyr, der lever sammen i en såkaldt zooide – en superorganisme. Dyrene kan ikke overleve på egen hånd, men har hver deres specialiserede funktion i superorganismen. Eksempelvis at spise, trække vejret og jage.
Brændetrådene kan blive op til 10 meter lange og er altså så giftige, at de kan være livsfarlige at komme i kontakt med.
