Fremover vil "smuglerballoner" blive skudt ned, hvis de flyver ind i Litauens luftrum fra nabolandet Belarus.
Det siger Litauens premierminister, Inga Ruginiene, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, efter at balloner fra Belarus fire gange den seneste tid har ført til, at lufthavnen i den litauiske hovedstad, Vilnius, er blevet lukket.
Desuden har Litauen hver gang midlertidigt lukket sine grænseovergange på grænsen til Belarus.
Ballonerne bliver ifølge de litauiske myndigheder brugt til at smugle ulovlige cigaretter ind i Litauen og dermed i EU.
Litauen anser dog ikke kun ballonerne for at være et middel til at smugle ulovlige varer ind over grænsen til Litauen.
Premierminister Inga Ruginiene kalder således hændelserne for "hybridangreb" og siger, at regeringen måske vil overveje at gøre brug af Natos artikel 4.
Et Nato-land kan aktivere artikel 4, hvis det mener, at der er en trussel mod landets territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed.
Artikel 4 giver medlemslandene mulighed for at bringe et emne, som vurderes at være et sikkerhedsspørgsmål, på dagsordenen i Natos vigtigste politiske beslutningsorgan, Det Nordatlantiske Råd.
Litauen har kritiseret Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, for ikke at gøre noget for at stoppe smugleraktiviteterne.
Lukasjenko er en nær allieret af Ruslands præsident, Vladimir Putin.