Bygningerne svajede og skabte panik i Thailand, da landet fredag mærkede et kæmpe jordskælv fra nabolandet.

Det fortæller Martin Kofoed fra sin ferie i hovedstaden Bangkok:

»Da det første jordskælv startede, sad jeg med min bedre halvdel og spiste frokost, og lige pludselig begynder lamperne at gynge inde i restauranten,« fortæller han.

»Så havde vi kun et formål, og det var at komme ud så hurtigt som muligt.«

Det var et jordskælv af styrke 7.7 ud af 9 på richterskalaen, som fredag ramte Myanmar nord for Thailand.

Rystelserne i Bangkok over 1000 kilometer væk var kraftigt nok til, at en ufærdig skyskraber kollapsede.

På Sukhumvit Road i millionbyen, hvor Martin Kofoed og hans mand, Tomas Schiønning, befandt sig, var det »nok til, at du kunne mærke det i din krop«, og at man fik kvalme, fortæller han.

»Alle efterskælvene gør jo,« siger han, »at folk også er begyndt at kaste op.«

»Det vil sige, at på den måde lugter her lidt.«

Rystelserne skabte også panik ude på gaden, hvor fok stimlede sammen, siger Martin.

»Vi kan se to bygninger simpelthen stå og svaje modsat hinanden, hvor der bliver længere og længere og kortere og kortere imellem dem,« siger han.

»Der var nogen, der skreg,« siger han, »nogen reagerer jo meget voldsomt, når der sker sådan noget her.«

Bangkok, som estimeres at have over 10 millioner indbyggere, er gået i kriseberedskab som følge af jordskælvet, oplyser Thailands premierminister ifølge Ritzau.

Udenrigsministeriet advarer fredag formiddag dansk tid om risiko for efterskælv og opfordrer danskere til at lade pårørende vide, at man er i god behold.