Den amerikanske præsident får tirsdag besøg af den saudiarabiske kronprins, Mohammed Bin Salman.
Det skriver flere medier heriblandt BBC.
Ifølge mediet vil de to statsledere forventeligt underskrive en forsvarspagt og diskutere emner som AI og krigen i Gaza.
Besøget sker angiveligt efter, at Trump mandag kunne oplyse, at USA ville sælge F-35 jagerfly til Saudi-Arabien.
Ifølge BBC vil den saudiske kronprins være ledsaget af fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, der er anfører for den saudiske fodboldklub Al-Nassr.
Han vil angiveligt i dag også være til stede i Det Hvide Hus. Det bekræfter en embedsmand til mediet.

Kontroversielt besøg
Det er første gang, at den arabiske kronprins har besøgt Det Hvide Hus siden 2018, hvor den saudiske journalist og The Washington Post-skribent Jamal Khashoggi blev myrdet i det saudiske konsulat i Istanbul.
Efter mordet antydede den amerikanske efterretningstjeneste, at Mohammed Bin Salman godkendte en operation, der førte til drabet. Kronprinsen har benægtet enhver involvering i mordet.
Drabet på Jamal Khashoggi blev udført af saudiske agenter og udløste en global forargelse.
Trump-administrationen sanktionerede 17 saudiske embedsmænd for deres påståede rolle i mordet, hvilket efterfølgende blev til en øget global isolation for den saudiske kronprins.
