Rusland har tidligt tirsdag morgen indledt et luftangreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv.
Det melder Tymur Tkatsjenko, som står i spidsen for Kyivs militære administration, ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
»Luftforsvaret arbejder på at eliminere truslen i luften over hovedstaden,« skriver han og tilføjer:
»Bliv venligst i beskyttelsesrummene, indtil faren er drevet over.«
Det fremgår ikke umiddelbart, om der er dræbte, sårede eller er sket materiel skade i forbindelse med morgenens angreb.
Natten til tirsdag var der desuden meldinger om et ukrainsk droneangreb i regionen Stavropol, der ligger i den sydlige del af Rusland.
Det skrev Vladimir Vladimirov, der er guvernør i regionen, på Telegram ifølge Reuters.
Branden udløste ifølge Vladimirov en brand på et industrianlæg i regionen.
Det fremgår ikke, hvilket anlæg der skal være brudt i brand, og der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med angrebet.
Ruslands største olieselskab, Lukoil, har i byen Budjonnovsk i Stavropol et større industrikompleks, hvor der forarbejdes olie- og gasprodukter.
Flere brændstoflagre og gasinfrastruktur ligger også i regionen og gør den til en del af Ruslands større energisystem.
Ukraine skal tidligere angiveligt have rettet angreb mod regionens industrikompleks, skriver Reuters.