Da man søndag åbnede den kuffert, man havde fundet på bunden af en sø på ferieøen Cypern, fandt man en cementblok og et kvindelig i stærk forrådnelse.

Politiet på øen mener, at kvinden blev dræbt af den mand, man mistænker for at være øens første seriemorder nogensinde.

I alt mistænkes en lokal militærofficer for at have stået bag drabene på fem kvinder og to børn – som blot var seks og otte år gamle. Man frygter dog, at han kan have dræbt langt flere end de syv i løbet af de år, hvor han var på fri fod.

Det skriver flere medier – blandt andet nyhedsbureauet Reuters og BBC.

STEFANOS KOURATZIS

Indtil videre er fire lig blevet fundet, efter man søndag fandt rejsekufferten i en forurenet sø i nærheden af hovedstaden, Nicosia.

»Efter en stor og vedholdende indsats og mange besværligheder blev rejsekufferten bjærget op fra søen. Den indeholdt liget af en kvinde og en blok cement,« fortalte chefefterforskeren Neofytos Shailos efterfølgende ifølge Reuters.

Det første formodede offer blev fundet ved et tilfælde for to uger siden i en mineskakt.

Den anholdte mand, der arbejdede i det cypriotiske militær, menes at have begået sine første drab på en rumænsk mor og hendes datter i 2016, mens hans seneste offer menes at være en kvinde fra Filippinerne i sommeren 2018.

Her ses politiet og teknikere arbejde på søen søndag.
Her ses politiet og teknikere arbejde på søen søndag. STAFF

Kvinderne fandt han tilsyneladende gennem en dating-app.

Efter det første lig var blevet fundet, indledte myndighederne en stor efterforskning af sagen, hvilket førte dem i retning af den nu anholdte mand.

Til at begynde med nægtede han sig skyldig, men han skal ifølge BBC senere have indrømmet, at han har dræbt syv kvinder og piger i løbet af de seneste tre år.

Alle ofrene menes at have haft udenlandsk oprindelse – blandt andet kom de fra Filippinerne, Nepal og Rumænien.

Siden sagen begyndte at blive optrevlet, er politiet på øen blevet beskyldt for ikke at have taget sagerne om de forsvundne kvinder og børn seriøst, fordi ofrene ikke var lokale.

Et oppositionsparti har blandt andet forlangt, at politichefen og justitsministeren trækker sig tilbage, skriver BBC.

Politiet har forklaret, at man vil kigge nærmere på, hvordan sagen er blevet håndteret indtil nu.

Man skal ifølge Reuters helt tilbage til 1993 for senest at finde et dobbeltdrab i Cypern.