Libanon melder om nye israelske luftangreb trods rammeaftale
Ifølge statsligt libanesisk nyhedsbureau har Israel mandag aften udført et luftangreb i det sydlige Libanon.

Ifølge statsligt libanesisk nyhedsbureau har Israel mandag aften udført et luftangreb i det sydlige Libanon.

Der er mandag aften meldinger om nye israelske angreb i den sydlige del af Libanon.
- Israelske kampfly har gennemført et luftangreb i området mellem de sydlibanesiske byer Qantara og Deir Seryan, skriver Libanons statslige nyhedsbureau NNA ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det fremgår ikke umiddelbart, om der er døde eller sårede som følge af angrebet.
Meldingerne om mandagens angreb kommer, selv om Libanon og Israel i sidste uge blev enige om en rammeaftale, der har til formål at bane vejen for fred mellem de to lande, der officielt har været i krig i årtier.
Ifølge aftalen, som blev formidlet af USA, skal Israels militær gradvist trække sig tilbage fra dele af det sydlige Libanon. Samtidig skal den libanesiske hær udstationeres i området.
Israelske soldater vil dog fortsat have tilladelse til at forblive i en udvidet sikkerhedszone i det sydlige Libanon.
Israel har tidligere oprettet den selverklærede sikkerhedszone for at beskytte det nordlige Israel mod angreb fra Hizbollah.
Hizbollahs leder, Naim Qassem, har afvist rammeaftalen mellem Libanon og Israel og kaldt den kapitulation over for israelerne.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, oplyste fredag efter forhandlinger i Washington D.C., at aftalen var kommet på plads.
De to lande har tidligere indgået en aftale om en våbenhvile. Alligevel er kampene mellem Israel og den libanesiske milits Hizbollah fortsat.
Søndag meddelte Israels militær, at det havde ødelagt en underjordisk tunnel, som Hizbollah brugte i det sydlige Libanon.
Få timer forinden havde det israelske militær meddelt, at det havde angrebet Hizbollah-militante bevæbnet med panserværnsraketter og ramt en raketaffyringsrampe i det sydlige Libanon.
Natten til søndag blev en israelsk soldat dræbt i kamp i det sydlige Libanon.
Det skete ifølge det israelske militær, da den 21-årige soldat og hans kolleger stødte på et medlem af Hizbollah i en bygning i kommunen Deir Seryan.
/ritzau/