Den libanesiske milits Hizbollah er under en fortsat konflikt med Israel gået med til, at angrebene indstilles "gensidigt".

Det skriver Libanons ambassade i USA mandag aften i en meddelelse, som det libanesiske præsidentkontor deler på det sociale medie X.

Meldingen kommer, efter at Israel tidligere mandag truede med angreb mod Beiruts sydlige forstæder.

- De libanesiske myndigheder har modtaget en bekræftelse på Hizbollahs godkendelse af et amerikansk forslag, som indebærer et gensidigt ophør for angreb, står der i meddelelsen ifølge nyhedsbureauet AFP.

De seneste dage har budt på optrapning af den israelske offensiv i Libanon, hvilket også har skabt usikkerhed i situationen mellem USA og Iran.

Tidligere mandag skrev det iranske nyhedsbureau Tasnim, at de iranske forhandlere vil stoppe med at udveksle beskeder med USA via mæglere.

Derudover lød det på iransk stats-tv, at det var meget sandsynligt, at en våbenhvile med USA ville stoppe, hvis de israelske angreb mod Hizbollah fortsatte.

Først erklærede USA's præsident, Donald Trump, sig "ligeglad" med, at forhandlingerne med Iran kunne kollapse.

Men kort efter havde den amerikanske præsident været i kontakt med både Israel og Hizbollah.

Herefter meldte han om fortsatte forhandlinger med Iran og en deeskalering i situationen i Libanon.

- Der bliver ikke nogen (israelske, red.) tropper, der tager til Beirut, og de tropper, der er på vej, er allerede vendt om, skrev Trump på Truth Social.

Der var ikke umiddelbart forventninger om et israelsk angreb med landstyrker i Beirut, men snarere et luftangreb.

Trump skrev også i sit opslag, at han via højtstående repræsentanter havde været i kontakt med Hizbollah, og at der var enighed om, at al beskydning af Israel stopper.

Israelske soldater kontrollerer nu større områder i Sydlibanon, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det gælder fra grænsen mellem Israel og Libanon til Litani-floden, og de seneste dage er styrkerne også rykket længere nordpå.

Dermed er israelske soldater rykket længere ind i Libanon, end de har været i over et kvart århundrede.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kommer umiddelbart hverken med en be- eller afkræftelse af en aftale om stop for angreb.

Han fastholder ifølge Reuters, at Israel vil angribe Beirut, hvis ikke Hizbollah stopper med angreb mod Israel og israelske borgere.

Netanyahu siger videre, at det israelske militær vil fortsætte med at operere som planlagt i det sydlige Libanon.

/ritzau/