Flyselskaberne Emirates og Flydubai åbner op for et begrænset antal flyvninger ud af Dubai.

Det sker, efter flytrafikken har været påvirket weekenden over som følge af urolighederne i Mellemøsten.

Første fly ud af Dubai letter mandag aften.

Det oplyser Dubai Media Office på X.

For Emirates-passagerer gælder følgende udmelding:

»Kunder med tidligere bookinger vil blive prioriteret. Passagerer, der er blevet ombooket til disse flyvninger, vil blive kontaktet direkte af Emirates.«

»Du bedes ikke tage til lufthavnen, før du har modtaget bekræftelse fra flyselskabet.«

Rejsende, der har bestilt turen via Flydubai opfordres til at opdatere deres kontaktoplysninger på flydubai.com.

Her kan man samtidig tjekke flystatus, inden man tager mod lufthavnen.

En lang række flyselskaber aflyste lørdag rejser til Mellemøsten, efter at Israel og USA indledte et angreb mod Iran.

Iran svarede igen ved at angribe Israel og amerikanske militærbaser i Qatar, Kuwait, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater.

Du kan følge seneste nyt om situationen i Mellemøsten i B.T.s liveblog HER.