Skuespilleren Leonardo DiCaprios produktionsselskab er med i en gruppe af selskaber, som har købt de engelsksprogede rettigheder til den danske oscarsucces "Druk".
Det skriver det amerikanske medie Deadline. Instruktør Thomas Vinterberg bekræfter også nyheden selv.
Retten til at lave en engelsksproget version af "Druk" blev solgt ved en auktion.
Ifølge Deadline er verdensstjernen DiCaprio selv blevet kørt i stilling til at skulle overtage Mads Mikkelsens rolle i filmen, hvor den danske skuespiller portrætterer en i perioder livstræt gymnasielærer i midtvejskrise.
Selskabet Appian Way er stiftet af DiCaprio. Også selskaberne Makeready og Endeavor Content er med i købet.
"Druk" blev natten til mandag dansk tid tildelt statuetten for Bedste Internationale Film.
Det er første gang siden 2011, at Danmark modtager en pris i den kategori. Her gik den til Susanne Biers film "Hævnen".
En sådan oscarsucces er en gevinst for hele den danske filmindustri, forklarede Claus Ladegaard, der er administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, tidligere mandag til Ritzau.
Ifølge Deadline var der ved auktionen også rift om Vinterberg-filmen, da en række produktionsselskaber bød ind.
/ritzau/