Lektor ser ingen grund til panik efter USA's tilbagetrækning af soldater
Tilbagetrækningen af 5000 amerikanske soldater fra Tyskland ventes at være gennemført om 6 til 12 måneder.

Tilbagetrækningen af 5000 amerikanske soldater fra Tyskland ventes at være gennemført om 6 til 12 måneder.

Fredag aften oplyste det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at USA trækker 5000 soldater hjem fra Tyskland.
Der er dog ingen grund til "panik" i Europa, da tilbagetrækningen af soldater ikke får nogen stor betydning for europæisk sikkerhed.
Det vurderer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Institut for Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.
- Set ud fra et europæisk perspektiv er det ikke det værste sted, han kunne trække soldater fra.
- Hvis han nu havde trukket soldater fra grænsen til Rusland, så ville det i meget højere grad kunne skade Nato-alliancen.
Tilbagetrækningen af amerikanske soldater fra Tyskland forventes at være gennemført om 6 til 12 måneder, har Sean Parnell, som er Pentagons talsperson, oplyst.
Donald Trump truede i slutningen af april med at trække soldaterne hjem som konsekvens af, at den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, havde sagt, at Iran ydmyger USA i forhandlingerne om fred mellem de to lande, fordi forhandlingerne står i stampe.
Det står endnu ikke klart, hvilke amerikanske soldater der tages hjem fra Tyskland.
De bliver dog med stor sandsynlighed ikke taget fra "vitale funktioner", vurderer Peter Viggo Jakobsen.
- Man tager nok nogle, der ikke er så vigtige. Man vil eksempelvis stadig gerne kunne bruge Ramstein-basen, siger han.
Ramstein er en amerikansk luftbase i det vestlige Tyskland.
Her er der omkring 8500 ansatte fra det amerikanske militær, skriver The Guardian.
Hjemtagelsen af 5000 soldater fra Tyskland vil bringe antallet af udstationerede amerikanske soldater i Europa ned på nogenlunde samme niveau som før Ruslands invasion af Ukraine i 2022, udtalte en unavngiven embedsmand fra Pentagon fredag.
Ifølge forskningsinstituttet Congressional Research Service havde USA mere end 35.000 soldater i Tyskland i 2024.
Tallet menes dog ifølge nyhedsbureauet AFP at være tættere på 50.000 i dag.
/ritzau/