Hvad har den britiske dronning Elizabeth, skuespilleren Tom Cruise og forretningsmanden Richard Branson til fælles?

De har alle spist på den flydende restaurant Jumbo, der længe har været et berømt vartegn i Hongkong. Men nu er den kæntret og sunket.

Det skriver BBC.

Det er kun få dage siden, man besluttede sig for at bugsere den væk fra havnen, hvor den har ligget i næsten 50 år – og blandt andet har medvirket i en James Bond-film.

Her ses et arkivfoto af restauranten fra begyndelsen af måneden.
Her ses et arkivfoto af restauranten fra begyndelsen af måneden. Foto: DANIEL SUEN
Vis mere

Men under flytningen gik det galt, da Jumbo-restauranten kæntrede ude i Det Sydkinesiske Hav.

Ifølge Aberdeen Restaurant Enterprises, der står bag, er man »meget kede af hændelsen«.

Ingen besætningsmedlemmer meldes at være kommet til skade, da det skete.

Ifølge BBC menes mere end tre millioner gæster at have lagt vejen forbi stedet i løbet af årene – men i marts 2020 drejede stedet nøglen om som følge af coronapandemien og dårlig økonomi.

Den sank, mens den var på vej til en endnu uoplyst destination, hvor den skulle ligge og vente på, at en ny ejer ville overtage stedet.