Den britiske skuespillerinde og model Tania Mallet - der blev et verdenskendt ansigt efter at have medvirket i James Bond-filmen 'Goldfinger' - er sovet ind.

'Vi er meget triste over at få at vide, at Tania Mallet, som spillede Tilly Masterson i 'Goldfinger', er gået bort.'

Sådan lyder det i en udtalelse fra den officielle James Bond-profil på Twitter.

'Vores tanker er hos hendes familie og venner i denne svære tid,' fortsætter udtalelsen.

Tania Mallet kom til verden i Blackpool i England i 1941. Hendes russiske mor var skuespillerinden Helen Mirrens tante, og de to var derfor kusiner.

Som teenager blev Tania Mallet opdaget som model, og hendes karriere førte til, at nogen indsendte et billede af hende til Bond-produceren Cubby Brocolli, som på den baggrund indkaldte hende til en audition.

I første omgang forsøgte hun at få rollen som Tatiana Romanova i filmen 'From Russia with Love', men rollen gik til en anden. Hun fik dog efterfølgende rollen som Tilly Masterson i 'Goldfinger', hvor hun spillede over for Sean Connery i rollen som den charmerende britiske spion.

Efterfølgende valgte hun dog ikke at forfølge en skuespilkarriere, men i stedet vendte hun tilbage til modelfaget.

Hun blev 77 år.